Denne opskrift har jeg fra en veninde. De er super sunde, idet de indeholder fibre både fra det grove mel og fra frø og kerner. Frø og kerner bidrager også med sunde fedtsyrer, der er vigtige for kroppens celler.
Derudover er knækbrødene enkle at lave, smager skønt og sprødt, er nemme at tage med på farten, og så kan de nemt varieres, hvis der er kerner/frø, man ikke tåler. Eller de kan laves med glutenfrit mel og glutenfrie havregryn, hvis man ønsker en glutenfri version.

Ca. 2 bradepander

INGREDIENSER

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkefrø
1 dl græskarkerner
3½ dl groft mel (fx speltmel)
2 dl vand
1 dl olivenolie
1 tsk. bagepulver
2 tsk. salt

FREMGANGSMÅDE

Alle ingredienser – på nær vand og olie – røres sammen. Tilsæt herefter vand og olie og rør ud til en jævn dej, der deles i 2 lige store portioner. Rul hver portion ud mellem to stykker bagepapir, læg dem på en bageplade og rids dejen i firkanter med en kniv eller et pizzahjul. Så er de nemmere at skære/brække fra hinanden efter bagningen.

BAGETID
160 grader 25-30 min. til de er gyldne og sprøde

Tilbage til Opskrifter