CITRONFULDMÅNE

Denne opskrift er en af de første raw cakes, som vi prøvede, efter jeg købte bogen Raw Cake af Caroline Fibæk. Og så er det samtidig en hyldest til min kæreste, hvis yndlingskage er Citronmåne fra Dan Cake. Selvom han med smil på læben siger, at det selvfølgelig ikke kan leve op til den go’e gamle med e-numre og hvedemel, så synes han faktisk, at denne fuldmåne er ret god. Endda så god, at han selv valgte at få den til sin fødselsdag et år.
Opskriften stammer fra den fantastiske bog ”Raw Cake” af Caroline Fibæk, som er naturopath i biologisk medicin. I bogen er der en masse lækre opskrifter på rå kager, smukke billeder og gode forklaringer. Og resultaterne er himmeriges mundfulde!

Ca. 12 personer

INGREDIENSER

Kagebund
2 dl mandler, udblødt i vand i ca. 2 timer
1 dl dadler, udstenede
1 spsk. kokosolie
½ dl kokosmel


Citroncreme
6 dl cashewnødder, udblødt i vand i 2 timer
4 spsk. kokosolie
1 spsk. kakaosmør, revet eller smeltet
5 spsk. citronsaft
1 tsk. vaniljepulver
3 spsk. rå honning
1 tsk. revet citronskal
1 tsk. gurkemeje (til farve)
2 spsk. lecitingranulat
1 knsp. salt

Pynt
”Flødeskum”
evt. friske bær

FREMGANGSMÅDE

Kagebund
Hak mandler fint, eller mal dem i en kaffekværn. Blend dadler og kokosolie, og tilsæt derefter de hakkede/malede mandler og kokosmelet. Fordel dejen i bunden af en springform (20 cm) foret med bagepapir. Stil den på køl, og forbered citroncremen.

Citroncreme
Blend cashewnødder med kokosolie, kakaosmør, citronsaft og honning i en kraftig blender. Tilsæt vaniljepulver, citronskal, gurkemeje, lecitingranulat og salt, og blend igen, til du har en tyk, lysegul creme.
Hæld citroncremen i springformen, og stil kagen i fryseren i min. 1 time, til den er fast, og siderne i springformen kan fjernes.
Server evt. med ”flødeskum” og friske bær.

Tilbage til Opskrifter